Giv dig selv en krammer!

Jeg sidder og ser en film. Another Earth. Udover at være et eksistentielt drama, handler den om, at der en dag dukker en ny klode op, som ligner fuldstændigt vores. Og det viser sig også, at dem der bor der, er magen til os. Altså ER os. Der er simpelthen en duplikant af os hver især. Og så var det jeg tænkte: Hvad ville jeg sige til mig, hvis jeg mødte mig selv. Den anden mig. Ville jeg skælde den anden mig ligeså meget ud, som jeg skælder mig selv ud nogen gange? Ville jeg disse hende og slå hende i hovedet, hvis hun gjorde noget dumt? Ville jeg fortælle hende, at hun da heller aldrig kan sige noget rigtigt? Ville jeg fortælle hende, at jeg synes hun er pinlig nogle gange? At jeg synes hun er for tynd? Ville jeg sige til hende at hun har et kedeligt liv i forhold til alle andre? Og at hun ikke kan finde ud af at gøre noget rigtigt? Ville jeg fortælle hende, at jeg synes hun burde tage sig sammen og træne noget oftere? Og spise sundere? Og at hun kunne gøre sit arbejde bedre?

Nej, det tror jeg faktisk ikke jeg ville. Jeg tror jeg ville tage rigtig godt imod hende. Og være venlig overfor hende. Jeg ville nok endda give hende en kæmpe krammer. Og jeg tror faktisk, at jeg ville synes, at hun virkelig gør det godt. At hun sgu er helt ok. Og at hun er et rart og omsorgsfuldt menneske. Og smuk og fornuftig. Jeg tror faktisk jeg ville ende med at holde helt af hende!

Og så er det jeg tænker: hvorfor er det så svært nogle gange, at give sig selv en chance? At være sød mod sig selv. Jeg gør det jo så godt, jeg kan!