Når man bare har brug for at komme lidt væk!

Nogle gange synes livet at ligge lidt tungt på skuldrene og skyerne synes mørkere og tungere end hvad godt er. På sådan en dag kan man nogle gange trænge til at komme laaangt langt væk hjemmefra! Men det er jo bare ikke lige altid at det er muligt…måske har man ikke råd eller tid eller hvad ved jeg. Men ”langt væk” er relativt. Især hvis man nøjes med sine gåben!

Så jeg besluttede på denne min særlige grå dag, at tage langt væk på min egen måde. Jeg fik min søster, som alligevel skulle samme vej, til at sætte mig af i Klampenborg, og så kunne jeg ellers tage mit gode bentøj og vandre hjem igen! Så det gjorde jeg. Bevæbnet med et par absolut ikke vandrevenlige Converse trodsede jeg asfalten og begav jeg mig ud ad Strandvejen.

Den første jeg mødte på min vej, var Knud Rasmussen. 

Han har da fat i noget, sådan som han står der og skuer ud mod verden, med ryggen mod de bekvemme og prangende Strandvejsvillaer. Næh, du, han vidste hvad der var godt! At komme ud af komfortzonen og ind i det ukendte.

 ”Ene luftens Aander kender, 

hvad jeg møder bag ved Fjældet, 

men alligevel jeg kører mine Hunde videre frem, 

videre frem, videre frem” 

står der skrevet ved Knuds fødder. Han var da en explorer! Jeg nøjes i dag med at udforske Strandvejen, og der er næppe noget ukendt her. Men den er bestemt et syn værd! 

Efter at have forceret kyststrækningen i stiv kuling, ankommer jeg til Hellerup, hvor der er en del mere vindstille. Og her kan man kigge på butikker! Jeg køber noget tandpasta på tilbud i Matas, og fortsætter  ufortrødent mod Svanemøllen. Her giver jeg op. Men med 7,5 km på bagen og ude af træning med den slags længere vandreture er mine psoasmuskler også ved at være godt ømme!

Så jeg forkæler mig selv med en tog-tur hjem og spekulerer over, hvor næste vanvittigt spændende ekspedition skal gå hen!

En lang, lang fredag (eller den dag, der blev pustet liv i Kristi død!)

Jeg har haft den ære at have besøg af min søde mor i en hel uge her i påsken! Da vi nåede til langfredag, dagen før hun skulle hjem, havde vi ligesom brugt op af aktiviteter. SÅ hvad skulle vi fordrive eftermiddagen med. Min mor ynder at gå i kirke indimellem, og jeg tænkte, at hun kunne da få lov at opleve en københavnsk kirke i påsken. Men en langfredag? Der, hvor alle kirker flager på halvt og sørger over Kristi død? Og så DENNE tunge, mørke, lange langfredag, hvor vejret havde besluttet sig for at sørge med, med regn og slud og en iskold vind? Måske ikke lige den oplagte stemning til et kirkeligt besøg! Meen, jeg kunne alligevel ikke dy mig, og efter et besøg på den lokale kirkes hjemmeside var lysten til et visit ikke blevet større: ”Langfredag er ingen fest. Her er kun kors og død og tab og intethed”[1], stod der. Men trods de dystre ord, var der et eller andet, der ville have os derhen! SÅ vi trodsede vejret og begav os til langfredagsgudstjeneste. Vi aftalte på vejen at vi da bestemt ville sætte os på bagerste række, for så kunne vi jo altid løbe (skrigende) bort, hvis det blev for dystert.

Da vi ankom til kirken begav vi os af uransalige årsager helt op på første række, uden at tænke over det. Det storslåede, højtidelige kirkerums skønhed masede sig ind på os, og vi kunne ikke lade være. Der var jo strålende med plads overalt (apropos!)

Gudstjenesten satte i gang, og vores lykke var, at det blev én af de smukkere gudstjenester jeg har været til (jeg går nu heller ikke til mange). Det var nemlig en musikgudstjeneste. Der var oplæsning af forskellige evangelier, efterfulgt af præstens egne refleksioner over det nutidige menneske. Der var de skønneste flerstemmige korsatser og flere solostykker af en dygtig bassanger. Og så sang vi et par salmer. Og der var lys og glæde, og højt til loftet.

Så meget for den triste udmelding på kirkens hjemmeside. Jeg går ikke så meget op i kirkens budskab i forbindelse med helligdage. Men jeg nyder at komme der indimellem. Nyder den ophøjede stemning og de smukke toner, der på en måde åbner op for et rum inden i mig selv, et rum til eftertanke og ophøjethed. Og denne lange mørke fredag med det triste budskab viste sig at rumme en stor portion skønhed.

---

[1] http://www.vesterbrobykirke.dk/default.asp?kalenderID=4294&page=1

Giv dig selv en krammer!

Jeg sidder og ser en film. Another Earth. Udover at være et eksistentielt drama, handler den om, at der en dag dukker en ny klode op, som ligner fuldstændigt vores. Og det viser sig også, at dem der bor der, er magen til os. Altså ER os. Der er simpelthen en duplikant af os hver især. Og så var det jeg tænkte: Hvad ville jeg sige til mig, hvis jeg mødte mig selv. Den anden mig. Ville jeg skælde den anden mig ligeså meget ud, som jeg skælder mig selv ud nogen gange? Ville jeg disse hende og slå hende i hovedet, hvis hun gjorde noget dumt? Ville jeg fortælle hende, at hun da heller aldrig kan sige noget rigtigt? Ville jeg fortælle hende, at jeg synes hun er pinlig nogle gange? At jeg synes hun er for tynd? Ville jeg sige til hende at hun har et kedeligt liv i forhold til alle andre? Og at hun ikke kan finde ud af at gøre noget rigtigt? Ville jeg fortælle hende, at jeg synes hun burde tage sig sammen og træne noget oftere? Og spise sundere? Og at hun kunne gøre sit arbejde bedre?

Nej, det tror jeg faktisk ikke jeg ville. Jeg tror jeg ville tage rigtig godt imod hende. Og være venlig overfor hende. Jeg ville nok endda give hende en kæmpe krammer. Og jeg tror faktisk, at jeg ville synes, at hun virkelig gør det godt. At hun sgu er helt ok. Og at hun er et rart og omsorgsfuldt menneske. Og smuk og fornuftig. Jeg tror faktisk jeg ville ende med at holde helt af hende!

Og så er det jeg tænker: hvorfor er det så svært nogle gange, at give sig selv en chance? At være sød mod sig selv. Jeg gør det jo så godt, jeg kan!

Når man gerne vil det hele.

Sidder og overvejer om jeg skal melde mig på det meditationskursus, der starter i aften. Men jeg går jo også til yoga om mandagen. Og guitar tirsdag eftermiddag. Og sangskriverworkshop en gang om måneden. Og vil jo også gerne starte til det der kor om torsdagen. Og løbe en tur indimellem. Og smutte en tur i havet og i sauna på Helgoland når der er tid. Og så er der alle de bøger om diverse åndsvidenskabelige emner jeg er i gang med at læse på én gang. Og alle dem der står på hylden og spændte venter på at få lov at afløse én af de igangværende. Og så er der alle de vanvittigt spændende foredrag rundt om i byen. Og mit to-mands band! Og så er der alle de lange ture jeg gerne vil gå. Og besøgene i de københavnske kirker for at mærke stilheden. Og den der kropsterapeutuddannelse, som jeg simpelthen har lyst til at starte på. Og alle de nye spændende film, og koncerterne. Og så selvfølgelig mit arbejde!

Nogen ville måske tænke at nu bliver det lige lovligt stressende og selvudviklende det hele. Men problemet er, at jeg kan simpelthen ikke lade være! Jeg er i den grad drevet af alt, hvad der tilsyneladende går under kategorierne ”selvudvikling” og ”kreativ selvudfoldelse”. Og jeg banker derudaf og læser bøger om det ene og det andet og det tredje. Og spiller og synger og tænker og filosoferer. 

Måske er det for mange års laden stå til. Måske er det alt for mange år med for mange drømme jeg aldrig turde leve ud. Og så, på én gang, kommer det hele væltende. Og det er sgu egentlig helt ok!

Noget helt særligt!

Så her starter min blog. Bare sådan pludseligt, midt i det hele. Jeg havde egentlig tænkt mig, at jeg ville vente, til jeg havde fundet det helt perfekte emne. Et emne der simpelthen bare sagde det hele. På én gang! Eller en spændende anledning. Noget stort i hvert fald - dét skulle det være. Men det var ligesom om at dette store, altoverskyggende, utroligt spændende emne bare udeblev. Ikke at der ikke sker noget spændende. Det gør der egentlig hele tiden. Altså hvis man husker at kigge efter. Men hvilken anledning var så den helt rigtig at starte denne blog på? Ja præcis, så nu starter jeg altså bare. Ud i det blå…

Så jeg kan jo starte med at skrive om én af de ting der interesserer mig: Om at elske musik fx. Eller om astronomi. Om at turde at være alene. Om at lave mad. Om at vandre alene i Nordspanien. Eller rundt om Bagsværd sø en søndag eftermiddag med to gode venner! Om at være kreativ. Om at turde forandre sig. Om at føle trang til at inspirere andre. Om at tage en svær snak med én af sine nærmeste. Om at læse bøger. Om at føle at der må være noget mere mellem himmel og jord. Og om at være draget mod dette ”noget”. Om at spille guitar og synge. Om at spise eller ikke spise dyr. Om kærlighed til sig selv og andre. Og manglen på samme! Om at være autentisk og hvad det egentlig vil sige. Og om at vælge sig selv!

 Ja, jeg kunne skrive om alt det, der interesserer mig. Og det håber jeg med tiden, at jeg vil komme til. Nu er jeg i hvert fald i gang!