Nogle gange synes livet at ligge lidt tungt på skuldrene og
skyerne synes mørkere og tungere end hvad godt er. På sådan en dag kan man
nogle gange trænge til at komme laaangt langt væk hjemmefra! Men det er jo
bare ikke lige altid at det er muligt…måske har man ikke råd eller tid eller
hvad ved jeg. Men ”langt væk” er relativt. Især hvis man nøjes med sine gåben!
Så jeg besluttede på denne min særlige grå dag, at tage
langt væk på min egen måde. Jeg fik min søster, som
alligevel skulle samme vej, til at sætte mig af i Klampenborg, og så kunne jeg
ellers tage mit gode bentøj og vandre hjem igen! Så det gjorde jeg. Bevæbnet
med et par absolut ikke vandrevenlige Converse trodsede jeg asfalten og begav jeg mig ud ad Strandvejen.
Den første jeg mødte på min vej, var Knud Rasmussen.
Han har
da fat i noget, sådan som han står der og skuer ud mod verden, med ryggen mod de
bekvemme og prangende Strandvejsvillaer. Næh, du, han vidste hvad der var godt!
At komme ud af komfortzonen og ind i det ukendte.
”Ene luftens
Aander kender,
hvad
jeg møder bag ved
Fjældet,
men
alligevel jeg kører mine Hunde
videre frem,
videre frem, videre frem”
står der skrevet ved Knuds fødder. Han var da en explorer! Jeg nøjes i dag med at udforske Strandvejen, og der er næppe noget ukendt her. Men den er bestemt et syn værd!
Efter at have forceret kyststrækningen i stiv kuling, ankommer jeg til Hellerup, hvor der er en del mere vindstille. Og her kan man kigge på butikker! Jeg køber noget tandpasta på tilbud i Matas, og fortsætter ufortrødent mod Svanemøllen. Her giver jeg op. Men med 7,5 km på bagen og ude af træning med den slags længere vandreture er mine psoasmuskler også ved at være godt ømme!
Så jeg forkæler mig selv med en tog-tur hjem og spekulerer over, hvor næste vanvittigt spændende ekspedition skal gå hen!